(Tilbage til oversigten)

Jeg vil gerne dele en af mine helt store oplevelser af Guds betydning i hverdagen og virkeligheden.

Jeg er præst i Viborg Baptistmenighed. De sidste 3 år har vi haft helhedsorienterede cellegrupper i vores lille menighed. Vi kalder dem bevidst helhedsorienterede (eller holistiske), fordi hverdagens gøremål (det grønne), bibelteksten (det røde) og åndelige impulsler (de blå) udgør en helhed, som ikke bør brydes.

Overkommelige lederopgaver

Deltagerne i cellegrupperne giver ofte udtryk for, at de er meget glade for at komme der. Lederne finder det meget overkommeligt at være ledere, og når en ny gruppe skal begynde, hjælper den ene leder nemt de nye ledere i gang. Det er et arbejde, som er yderst frugtbart og kræver et absolut minimum fra min side.

En af cellerne har endda været så omsorgsfulde at invitere mig med. Ikke fordi jeg skal lave spor eller være der som præst. Nej, tvært imod da! De vil helst, hvis jeg vil lade være at blande mig, men bare være der som mig - som person. Og så synes de så godt om deres fællesskab, at jeg skulle have lov at være med. Det er jo kærligt af dem.

Derfor nyder jeg meget at deltage i cellemøderne. Her er jeg fuldstædig uden ansvar og forpligtelser og kan deltage på lige fod med de andre.

Tale om forsoning

En aften skulle vil tale om forsoning. Hvad betyder Jesus forsonede død i vores hverdag? Et emner som ellers er vanskelig nok, at forbinde med hverdagen. Har du oplevet ting i dit liv, som det er svært at forsone sig med? lød oplægget til samtalen. Vi gik lidt rundt om den varme grød, men pludselig tog en af de nyere i gruppen ordet. Vi kan jo kalde ham Søren. Han er kommet ca. 9 mdr. Og nu sad han der midt i sofaen og fortalte om noget af det, han havde svært ved at forsone sig med. Sådan har tilliden i gruppen udviklet sig.

Aftenen før hans bror tog livet af sig, havde broderen besøg vores nye ven, Søren, men uden at Søren anede uråd. Broderen virkede glad og tilfreds, da han gik, men altså for at gøre en ende på sit liv. I alle årene siden har Søren aldrig forsonet sig med, at broderens besøg nok var et nødråb, som han overhørte.

Bær hinandens bryder

Inden vi rigtigt havde fordøjet det, kom det så det næste: 6 år senere havde broderens søn også taget sit eget liv. Denne gang havde nevøen ringet og spurgt om hans onkel - der nu sad i vores celle og åbnede for disse tunge byrder - om Søren havde tid. Desværre var det ikke tilfældet, og Søren havde derfor sagt nej. Og endnu engang bebrejdede han sig selv i årevis lige til i dag, ikke at have hørt et råb om hjælp. Det havde Søren aldrig forsonet sig med.

Hvad siger man så? Jeg var glad for jeg ikke var gruppeleder og skulle samle op her, men så var det, at Gud og hverdagen kom til at hænge sammen.

For alene ved Åndens ledelse begyndte den ene efter den anden at dele deres erfaringer om selvmord.

Det viste sig, at en i gruppen havde prøvet at tage sit eget liv 3 gange, og kunne ud fra den baggrund belyse byrderne for dem, som sidder tilbage.

Fælles erfafringer er nye ressoucer

En anden havde været gift med en, som adskillige gange forsøgte at tage sit eget liv. Men hver gang også ringede og fortalte ægtefællen: jeg ligger der og der og har gjort det igen. Hver gang for at få magt over ægtefællen og opnå dennes sympati. Til sidst måtte vedkommende "læsse problemet" over på politiet ved at videregive informationerne om, hvor ægtefællens næste selvmordsforsøg fandt sted og på den måde blive fri af ægtefællens misbrug.

En anden kommer i et miljø, hvor de opøves meget til at tage ansvar for eget liv, og kunne på den baggrund fortælle om, hvordan den enkelte aldrig kan give andre ansvar eller skylden for ens liv.

En anden havde gennem sin profession omgang med selvmordstruende og kunne fra den baggrund dele sine erfaringer, når man skal tale med en, der truer med at tage sit eget liv.

Jeg sad bare og undrede mig over, hvor alle de ressourcer kom fra. Jeg, som bildte mig ind at kende alle gruppens medlemmer, blev meget klogere og meget, meget glædeligt overrasket over, at gruppen på et øjeblik var i stand til at mobilisere så mange ressourcer, erfaringer og kundskab om så specifikt et emne som selvmord.

Gud og hverdagen kom til at hænge sammen

Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Gud ved Hellig Ånden frigjorde alle de ressourcer til fælles gavn. På et øjeblik var cellegruppen omdannet til en yderst kompetent selvhjælpsgruppe.

Så fortsatte samtalen, og inden vi gik fra hinanden, bad vi også for Søren og hans tunge byrder, at han måtte blive forsonet med det, som jo egentlig ikke var hans ansvar.

Det var vidunderligt at opleve, hvordan Gud og hverdagen i den grad kom til at hænge sammen.

Nogle få dage efter mødte jeg en præste-kollega fra folkekirken. Hun spurgte interesseret til vores menighed og også til de helhedsorienterede cellegrupper. Jeg fortalte hende, som jeg har gjort her. Hun reagerede med at fortælle, at hendes søster havde taget sit eget liv, og at en sådan cellegruppe uden tvivl ville have været hende til stor gavn - hvis bare hun havde haft sådan et tilbud. For som hun sagde, man bliver skør af at gå med det alene.

Sådan oplever jeg Gud og vores hverdag og virkelighed igen, og igen viser sig at hænge sammen, når vi vil tale om det, som virkelig ligger os på sinde.

Det koncept, som Viborg Baptistmenighed bruger til deres helhedsorienterede cellegrupper, kaldes for 2 vingede celler. Fordi der er en dyb teologisk mening med at gudstjenesten, hvor man er mange, og cellegruppen, hvor man er få, hænger uløseligt sammen. Gudstjenesten og cellegruppen er som 2 vinger på en fugl. De må være der begge - og de må hænge sammen - for at man kan få luft under vingerne.

Poul A. beck Først bragt i Baptist nr. 7/2003.

(Tilbage til oversigten)