Det kulminerede for mig på alpha-weekenden (der blev holdt i kirken). Som afslutning på weekenden bad Poul for os alle individuelt, og et eller andet brast inden i mig. Jeg græd. Længe. Jeg kan stadigvæk ikke sætte fingeren på noget og sige, at det var dét, der var årsagen.

Siden den dag, har jeg troet på Gud, og langsomt er alting faldet på plads inden i mit hoved. Jeg har siden barndommen haft et kritisk syn på verden og været af den overbevisning, at alting skal kunne måles og vejes, og det er måske derfor, jeg ikke bare har kunnet åbne mig og tage imod Gud, som Han er. I stedet har jeg haft behov for at tænke tingene igennem, læse i bibelen, lære om den Treenige Gud, og opdage hvordan Han virker i og iblandt os.

Puslespillet, altså min gamle overbevisning om at videnskaben var det eneste rigtige, og min tro på at Gud findes, har optaget mig meget. Men jeg har nu indset, hvordan jeg skal tro på Gud og Hans virke, og bevare overbevisningen om, at det videnskaben fortæller mig er sandt.

Videnskaben siger for eksempel, at verden blev til af intet. Den fortæller mig også, at vi som mennesker ikke ville have været til, hvis ikke en lang række betingelser var opfyldt. Med andre ord fortæller den mig, at det i virkeligheden er et under, at vi er her. Jeg tror, at det under er Guds værk. Jeremias siger: "I sin kraft skabte han jorden, i sin visdom grundlagde han verden, i sin indsigt spændte han himlen ud." (Jer. 51,15)

Jeg kan i dag ikke se, at der er nogen modstrid mellem videnskaben og Gud. Jeg mener, at der ikke er noget i vejen for, at videnskaben "kigger under motorhjelmen" for at se, hvordan det fungerer.

Jeg tror, at vi som Guds børn er skabt til at være nysgerrige, ganske som vi oplever vore børn er det. Og jeg mener, at det kun kan gøre vor beundring af Hans værk så meget større. Vi udfører Hans gerning her på jorden, blot ved at være til, ved at leve i tro på Ham, have tillid til Ham, og turde tro på vore egne evner.

Joakim Crafack

(Tilbage til oversigten)