| Wilfrid Stinissen: Undervejs i bønnens land er en dejlig lille bog, jeg har stor glæde af at læse. Det er en fortræffelig guide til bønnens rige og for mange uopdagede land. Bogen er skrevet i et enkelt og ligefremt sprog uden fremmedord eller akademiske abstraktioner.
Bøn og liv knyttes sammen:
"At bede er dybt menneskeligt. Ikke at bede er umenneskeligt. Vi mister vort holdepunkt i tilværelsen, hvis ikke vi har et forhold til Gud.... Bøn er noget, der sker dybt inde i hvert menneskes hjerte. Bøn er ikke noget, vi skal konstruere. Den findes i os fra begyndelsen. Men menneskesjælen, der er blevet fremmet for sin Gud, har brug for at lære, hvordan den skal genfinde kontakten med sit eget dyb, hvor Gud bor" (side 6).
I syv fortrinlige kapitler bliver vi ført dybere og dybere ind i bønnens land, der samtidig viser sig at føre os nærmere og nærmere Gud.
Kap 1: "Hvor blev mystikken af" beskriver, hvordan "Martha-delen" trives bedre i de fleste af os end Maria-delen.” Mange indser, at der er noget galt, at denne aktivisme ikke er løsningen. Nogle kommer i tanke om... "Hvis ikke Herren bygger huset, arbejder bygmestrene forgæves" (Sl 127,1).
I Kap 2: "På udkik efter bønnen" fører den erfarne guide os til bønnens kilde: Den treenige Guds liv. "Bøn er ikke noget, vi gør, det er noget, vi er. Ligesom Jesu "jeg" er bøn, er vort "jeg" bøn. At bedømme sin bøn efter det, man oplever, er at forråde virkeligheden. At bede er snarere at bekræfte en eksisterende virkelighed end at fabrikere en ny. Bøn kræver altså ikke de store anstrengelser, ikke megen viljekraft. Bøn kan i virkeligheden ikke være svært. Hvis det er svært, er det, fordi vi vil udvirke noget, der i grunden allerede er givet. Problemet ligger i at tro, at noget så guddommeligt kan ske i os, når vi ikke kan "mærke" noget til det (side 19).
I Kap 3: "Indre samling" beskrives hvordan bønnen sætter os fri til at være dem, vi fra Guds hånd virkelig er. "Der er en risiko for, at vi hele livet forbliver fangne i andres meninger. Vi træffer beslutninger ud fra, hvad vi tror, andre vil sige. Vi gør det, vi gør, for ikke at chokere andre eller for at slippe for kritik. Vi tør ikke rigtig være os selv, og denne mangel på sandhed og autenticitet fordømmer vort liv til ufrugtbarhed. Der findes til stadighed en kløft mellem det, vi gør og det, vi inderst inde er... Når det meste i vore liv går ud på at behage andre, lever vi jo som evigt fremmede. Løsningen er den indre samling. Du vender dig indad og møder Guds kærlighedsfulde blik. Du eksponerer dig for hans øjne, der ser på dig med grænseløs kærlighed. Hans blik er skabende, det gør dig til den, du egentlig er. Under hans blik bliver du fuldstændig dig selv. Hans blik personaliserer dig: det gør dig til en rigtig person. Hans blik læger efterhånden alle sår. Ja efterhånden. Han giver dig tid til at vokse organisk i den rytme, han ved, gør dig godt". (side 39)
Efter bøn i ord og handling kommer kap 6: "Stille bøn - vi svarer uden ord". Her ledes man helt konkret og praktisk skridt for skridt ind i et dybere fællesskab med Gud. Bl.a hedder det om "Troens nat: Når man siger helt ja til den, bliver den stille bøns fattigdom en rensende nat. Den lærer os at søge Gud for hans egen skyld, ikke for vor skyld, for at få noget af ham. Den lærer os altså helt enkelt at elske Gud og ikke os selv. I nattens skole lærer vi at elske" (side 99). Her lærer vi at elske. Hvad kan man så ønske sig mere?
Jeg kan kun på det varmeste anbefale denne fine guide, der på den mest vidunderlige måde vandrer med os "undervejs i bønnens land".
Til september begynder en læsegruppe, hvor vi sammen læser denne bog. Du er velkommen til at være med. Få en folder i kirken med alle de praktiske oplysninger.
Poul A. Beck
|
