| Hvor er jeg glad for at stå her i dag. Hvor er jeg glad for at stå her og fortælle om, hvad Gud har gjort for mig. Fortælle om den vej, jeg har tilbagelagt på min åndelige pilgrimsvandring i min søgen efter noget, jeg savnede - noget mere, noget større, noget at læne mig op ad. Den Gud som måtte og skulle findes.
Faktisk er jeg vokset op i en "åndelig" familie - ikke en kristen familie. Fra jeg var helt lille, har jeg lagt øre til mange historier om synske familiemedlemmer, om spøgelser og afdøde, der kunne kontaktes ved at lægge stjerner i kort og mange andre fænomener.
Min mormor havde en stærk tro på Gud. Hun bad aftenbøn med mig, og det er jeg meget taknemmelig for. Hun gav mig en åndelig rustning, så jeg midt i alle de afdøde ånder kunne have en barnetro på, at Gud passede på mig. Hver aften bad jeg om, at Gud tog mig i sin varetægt. Der var jeg så meget, jeg var bange for.
Jeg havde som barn (ca. 8 år) en meget stærk oplevelse af Guds indgriben efter bøn. Oplevelsen var så stærk, at jeg aldrig har glemt den. Den vil jeg dele med jer. Jeg havde lavet en rigtig skarnsstreg sammen med en legekammerat, og vi kunne ikke redde os ud af den.
|  |
| Jeg husker, at jeg foreslog, at vi skulle bede Jesus om hjælp. Og hjælpen kom øjeblikkelig; så omgående at jeg den dag i dag ikke fatter det. Gud er bare så fantastisk. Hvor må han have glædet sig over to små piger, der lå på deres knæ og bad om hjælp, fordi der ingen anden udvej var.
Jeg har lært af erfaring, at hvis jeg beder Gud om noget, og Gud ønsker at give mig det, så kommer hjælpen øjeblikkelig. Hvis Gud ikke svare med hjælp, er det, fordi jeg endnu ikke skal have det, eller fordi Gud har noget bedre til mig.
Her kommer endnu et eksempel på Guds hjælp. Jeg boede for 3 år siden, et sted, hvor jeg blev mere og mere ulykkelig over at være. Jeg kunne ikke finde noget andet og var ret fortvivlet indtil jeg en nat, hvor jeg heller ikke kunne sove, satte mig op og bad: "Gud giv mig noget andet at bo i" ?. Inden der var gået 24 timer (faktisk kun 20), havde jeg lejet et dejligt sted. Jeg kom ind på afbud. Alt er muligt for Gud. Da jeg ringede, var jeg ikke den første, men folk faldt bare fra.
Det har taget rigtig lang tid at nå til den milepæl på min vandring, hvor jeg står i dag. Jeg har ønsket at blive formet af Guds hånd, som pottemageren former et smukt lerkar af en klump ler. Men jeg var som en tør og hår klump ler. Så Gud gav mig tårer - og jeg har grædt og grædt, indtil jeg i min magtesløshed indså det håbløse i at ville selv, i ikke at give slip, klare det hele selv, aldrig miste kontrollen, gøre sig så hård i forsøg på at bære det hele selv. Oh, hvor en befrielse det var at give slip og lade Gud.
Først da jeg gav slip og erkendte min magtesløshed overfor Gud, tillod jeg, at Gud kunne hjælpe mig, og Gud begyndte lidt efter lidt at helbrede mig. Den vandring på helbredelsens vej var ofte hård. Det var trinarbejde med nogle gange en fortvivlet bøn om, at Gud ville gøre sit helbredende arbejde i mig og give mig mod til at kaste lys over endnu et område, som trængte til udfrielse og helbredelse.
I starten var det med angst og bæven, at jeg lagde mit hele liv i hænderne på en person, som jeg ikke umiddelbart kunne erkende og mærke. Kunne det nu også bære? Til tider var dagene så vanskelige, at jeg ikke kunne se en vej frem. Igen var der ikke andet at gøre for mig end at overgive det hele til Gud i tillid og tro. Og Gud er tro. Gud holder ord. Gud bærer det igennem. Gud er der for én, når det ser allermørkest ud.
Jeg vil slutte med at citere en dejlig Taizé sang, som jeg holder meget af.
I mørket går jeg, i mørket.
Opsøger livets kilde.
Trøsten oplyser vejen.
Trøsten oplyser vejen.
Jeg tror, det Gud planter ved sin Helligånd, tørster efter Ham i ethvert menneske, men mennesket bestemmer selv, om det vil lytte til hjertets stemme. I mange år var jeg døv, og mit hjerte var som det tørre og hårde ler. I dag er mine ører åbnet, og jeg har fået et nyt hjerte af kød og blod. Derfor står jeg her i dag og ønsker at blive døbt.
Tak til alle her som er kommet for at fejre denne dag med mig. Tak til alle der har hjulpet mig i dag og i al den tid, jeg er kommet her i kirken. Tak til en dejlig menighed, som gør Baptistkirken til et godt sted at være. Tak alle sammen.
Nette Kaufmann
|
