| Sommeren 2005 bød på 2 store oplevelser for mit vedkommende. Den første var spejderlejren ved Nibe, hvor jeg genoplevede spejderatmosfæren og samværet med friluftsfolket. Vi sov i telt hele ugen og lavede mad over bål. Der var mange ting som lignede spejderlivet for 25 år siden, og så var der selvfølgelig kommet nye ting til. Internet på lejrpladsen og mange moderne aktiviteter for spejderne. Men det vigtigste var bevaret: Ånden og fællesskabet.
Det var en lejr hvor familien både var samlet, og hvor vi kunne opleve ting hver for sig og mødte nye mennesker. Alle var kommet med godt humør og en positiv indstilling til en indholdsrig uge.
Den sidste dag var både den største og den værste. Nu var det slut. Det som havde været så stort og så betagende, det var nu slut. Alle disse indtryk og den fortrolige stemning, det hele var slut. Den sidste aften var der stor fest med masser af aktiviteter for spejderne. Jeg gik ned i lejrkirken mens solen gik ned over horisonten, lige bag det kæmpestore kors lavet af lærketræ. Solen stod som en ramme omkring korset, mens jeg satte mig ned på en af bænkene på det skrånende terræn. Dette var en flot kulisse på en dejlig uge. Stille trillede tårerne ned af kinderne. Dels af glæde over en dejlig uge, dels af sorg fordi det nu var slut.
Efter en uge hjemme, drog vi igen af sted. Denne gang til missionsstævne i Mariager. Vi boede i campingvogn, og drengene fik hurtigt nye venner. Fodboldbanen skabte hurtigt kontakterne. Hver dag var der morgenandagt, foredrag, samlinger, aftenhygge og udflugter. Alle kunne vælge sit eget program, og senere mødes omkring de fælles ting.
Vi var med til et spændende foredrag med en nordmand, deltog i motionsløb og fik mange oplevelser. Det var muligt at være med i det store fællesskab, men også at trække sig tilbage i stilhed. Igen var det afskeden der var den værste. Vi stod flere hundrede mennesker samlet i hallen, holdt hinanden i hånden og skulle fortælle hvad vi hver især ville tage med herfra. Igen måtte jeg have tårekanalerne i sving, for jeg ville gerne have det hele med. Stemningen, menneskerne, imødekommenheden, det hele. Det tog flere dage efter hjemkomsten, inden hverdagen blev normal. Det var som at have været i en rus hele ugen, skabt af stedet, omgivelserne og samværet.
|
